top of page

15 måder til at passe bedre på dig selv!



1. Pyt-ordet

Opvasken kan godt vente til i morgen. Hvis din kollega snerrer, så har de nok en dårlig dag. Det behøver ikke at ligne, at der ikke bor nogen i dit hjem - alle mennesker roder altså. Pyt, pyt, pyt. Et vigtigt ord at lære sig selv. Huslige pligter er selvfølgelig vigtigt, men man skal altså også kunne trække vejret og sænke standarderne en smule nogle gange.


2. Find en gammel hobby frem fra gemmerne

Har du engang hæklet? Spillet fodbold? Lavet fantasihistorier om skyerne på himlen? Hvis du tidligere har haft en hobby eller lille ting, som satte et smil på dine læber og ikke længere gør den ting, så er det måske på tide at finde den ting frem igen? Man bør aldrig have for travlt til at sådan en slags egenomsorg.


3. Sæt grænser

Både hvad angår dine egne forventninger og andres til dig. Er det en realistisk plan, du har sat dig for? Bliver du presset for hårdt? Mærk efter om du har givet dig selv plads og tid nok til de ønskede udførte opgaver. Har du været for presset af en ting, så skal tidsestimat måske revuderes til næste gang.


4. Vand, vand, vand

Mange drikker slet ikke nok vand. Sodavand, kaffe, the og saftevand tæller altså ikke som vand. 2 L om dagen siger lægen som tommelfingerregel.


5. Sig noget pænt til dig selv - hver dag! Og gerne højt imens du kigger dig i spejlet. Det kan være den samme ting, det kan være noget nyt hver dag. Det er ikke så meget det, det handler om - mere det, at du bevidst sætter tid af til egenkærlighed. Tro mig, det hjælper selvom det kan virke fjollet!


6. Gåtur Det ene ben foran det andet. At komme ud og opleve noget i nogle rolige omgivelser. Det handler ikke om hvor mange skridt, du får gået, men om at du kommer ud på tur. Det er sundt at gå 10.000 skridt, men det er altså også sundt at gå 1.000 skridt. Hav derfor ikke for meget fokus på antal af skridt, men mere om du har fået mere energi og overskud efter endt gåtur.


7. Musik

Brug musik til at komme af med frustrationer, til at være i dine følelser eller til at komme ud af svære følelser. Musik får mig ofte i betydelig bedre humør, men har samtidigt også lært mig at være i mine sorger for en stund. Det har gjort, at jeg nemmere kan læge mine sorger og negative tanker. Måske det ligeledes kunne hjælpe dig?


8. Faste rutiner

At sove på et fast tidspunkt og stå op på et fast tidspunkt er sundt for kroppen. Også i weekenden. Det siges, at man her kan forskyde en søvnrytme med 1 time, for at man stadig kan komme tilbage til hverdagsrytmen om mandagne. Har du en god fast søvnrytme? Og i disse corona-tider er det også særligt vigtigt med faste tidspunkter i hverdagen, således at man får holdt rigtige pauser - ligesom hvis man var på skole eller arbejde. Op af stolen og gå lidt rundt i lokalet. Energiniveauet går død ved bare at knokle på uden at have sceneskift eller variation.


9. Natur oplevelser Ud til stranden, i skoven, en tur rundt om søen, en park eller andre smukke natursteder. Naturen har en form for ro, som smitter af på os mennesker. Jeg ved ikke, hvordan den gør det, men jeg mærker det altid, når jeg er kommet hjem fra en naturoplevelse. Det kan noget helt særligt. Et pusterum fra hverdagens stress og jag.


10. Lav noget fjollet

Dans rundt i stuen, slå en kolbøtte, find vittigheder på nettet eller en sjov film. Vi har godt af at grine. Det løfter humøret og giver en masse endorfiner (dansk: glædeshormon). Hvis vi laver noget fjollet, ser noget fjollet, så kan lattermusklerne komme i brug. Det er bare ikke altid at det lige bliver prioriteret, desværre.


11. Spis mad, der giver dig energi Brug ordenlig tid på dit måltid, om det er morgen eller aften. Tag dig god tid til at smage i stedet for at sluge maden. Vælg farverige madvarer, som du bliver glad af at spise. Samtidig er det også vigtigt at huske, at kroppen er en maskine. Ligesom bilen gerne skal have den rigtige brændstof, så skal kroppen det også. Masser af grønt og varieret! En kage i nye og næ, hvis du ligesom mig kan blive glad af det - men alt med måde!


12. Nej

Man må godt sige nej. "Nej" er lidt i stil med punktet om at sætte grænser, men jeg synes alligevel, det skulle være et punkt for sig. For det er okay at sige fra! Mange af os knokler nok alt for hårdt på og glemmer at passe på os selv. Nej bør ikke være et negativt ord. Det er positivt at passe på sig selv.


13. Begræns omgang med tokiske mennesker Toksiske er måske at sætte det lidt på spidsen, men i hvert fald mennesker, som holder dig nede eller gentagende gange gør dig ked af det. Det er ikke værd at bruge tiden på sådanne mennesker, det er livet for kort til. Det kan være nemmere sagt end gjort, det ved jeg. Men gør det et forsøg, hvis det negative i relationen fylder mere end det positive.


14. Vinterbadning

Det er jeg jo stor fan af. Måske du ligeledes er, måske du ikke er? Begge dele er helt okay. Men der er mange sunde effekter af vinterbadning. En af dem er en "lykkefølelse" som opleves efter man har været i vandet. Mange vinterbadere beretter også en øget livskvalitet og livsglæde. Du kan forsøge at give det et skud? (Læs da gerne de gode råd til en ny vinterbader inden)


15. Mig-tid Vi har tid, hvor vi skal på arbejde/skole. Vi har tid, hvor vi skal klare huspligter. Alle har vi afsat tid til noget. Men har alle afsat tid til os selv? Det kan være af længere eller kortere varighed. 5 minutter med en god bog, 1 times gåtur eller noget helt tredje. Men kom mig-tid på dagordenen i hverdagen, ligesom du afsætter tid til de andre daglige gøremål. Jeg tror, at du vil blive overrasket over, hvor meget overskud til andre, det kan give at prioritere sig selv. Og du fortjener overskud og glæde!

164 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page