Afslag, sorg og ventetid...


Der findes mange slags sorger i sådan en fertilitetsrejse. De er individuelle og forskellige for hvert enkelt som er igennem sådan et slags forløb, men én sorg tror jeg, at alle i et fertilitetsforløb kan genkende - sorgen over et afslag og derved MERE ventetid.


Et afslag fra klinikken på at starte på ny behandling gør dælme nas i følelsesregistret. Vi har desværre prøvet det nogle gange før, men igen i dag fik vi endnu et til samlingen.

Jeg havde sådan håbet på at kunne komme i et nyt behandlingsforløb allerede nu. Men ventetiden har meldt sig... Igen... Øj hvor bruger jeg enormt meget tid på at vente, synes jeg. Der er ventetid til ALT i det her forløb, og det er nærmest ikke til at bære. Kontrollen skal være fuldstændig sluppet og mit forløb skal overlades til andres (læs: personale på sygehuset) og universets hænder. En yderst svær disciplin, når man som mig er en rimelig stor kontrolfreak, der gerne har styr på alt til mindste detalje.


Man kan kun forsøge at melde sig til en ny behandling én gang pr. cyklus. Og denne gang var der ikke plads til os. Ofte er der ikke plads. Klinikken bestræber sig på ikke at afvise et par mere end to gange i træk, siger de. Men for hver gang vi forsøger at melde os til, så bliver vores situation vurderet og sammenlignet med alle de andre tilmeldte. Hvem er mon de heldige at få en plads til et behandlingsforløb? Desværre trak vi nitten denne gang. Når det er sagt, så er vi højest sandsynligt ikke de eneste, der i dag har fået den dårlige og skuffende besked. "Vi kan desværre ikke tilbyde jer behandling denne gang". Fandens også altså. Sygehusvæsenet er presset, og Corona har gjort, at der er endnu færre pladser til behandlingsforsøg. Det sætter sine ar i følesesregistret.


Jeg ved, at ventetiden nok også føles særligt lang, for den der venter. Tid er selvfølgelig tid. Altså tiden går lige stærkt for os alle, men i det her forløb, så føles den ventetid i en måned som en måned i planke-øvelsen. Sådan er det hver gang, vi får et afslag. Jeg står helt magtesløs tilbage. Jeg er desværre nødsaget og dybt afhængig af deres hjælp, så vi har bare en lille chance for at kunne blive gravid. Vi har desværre ingen chance på egen hånd, fordi mit hormonsystem slet ikke kører ordenligt rundt til at lave en rigtig cyklus.


Man skal hvile i processen, og øve sig i at det tager tid. Jeg arbejder på den del, men tid er bare svært. Uvidenhed endnu sværere. Får vi plads næste gang? Lykkes behandlingen næste gang? Så mange spørgsmål uden nogen kan give en svar. Der er ikke andet for end bare vente.


Jeg er ofte misundelig på andre "normale par" (i gåseøjne for hvad fanden er egentlig normalt efterhånden?). Misundelse over at de kan holde deres forsøg på at få børn privat og inden for husets egne vægge. Og endnu federe ikke at være afhængig af andres hjælp for at kunne forsøge igen. Jeg forstår, at vejen stadig kan føles lang for de par. Græsset er ikke på den måde grønnere eller på anden vis mere frodigt hos andre. Det er ikke sjovt for nogen at vente på noget, som man virkelig ønsker sig. Det øver jeg mig på at huske. Men jeg er dybt misundelig på at kunne have bare en smule indflydelse og egen kontrol over at forsøge at blive gravid.

At andre tager beslutningen på mine vegne er i hvert fald utroligt svært og hænger mig snart langt ud af halsen. Men der er ikke meget at gøre ved det. Det er gamet, og forhåbentlig vi vinder over ventetiden til sidst. Forhåbentligt det kan lykkes. Forhåbentlig det kan lade sig gøre at sejr i det her game, på den ene eller den anden måde.


Indtil da må jeg arbejde på at få det bedste ud af ventetiden. Nogle forslag?


319 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle