Del 1: Når ens største frygt bliver en realitet...
Opdateret: 15. feb. 2021
En november morgen i 2018 vågnede jeg op til en ganske almindelig hverdagsmorgen. Jeg stod op, kom i tøjet og fik min morgenmad, ligesom jeg plejede. Dog skulle denne hverdag vise sig at være anderledes fra alle de andre. Denne hverdag i november havde jeg nemlig en aftale hos en gynækolog. En aftale som var blevet lavet, fordi jeg gennem længere tid havde døjet med uregelmæssige menstruationer, efter jeg var stoppet med p-piller.
Jeg havde forinden samtalen fået taget indledende blodprøver, som man altid gør hos sådanne læger. Jeg mødte spændt op til samtalen med forhåbninger om, at uregelmæssighederne var ganske normalt på trods af, at det gennem et lille år ikke var lykkedes os at blive gravide.
Jeg ankom til lægen til aftalte tid, blev kaldt ind og satte mig i stolen på lægens kontor. Herefter startede samtalen om blodprøverne, hvor lægen kunne fortælle, at det umiddelbart så fint ud. Puha, hvilken lettelse...
... det nåede jeg i hvert fald lige at tænke inden lægens ord blev efterfulgt af,
" men du har jo de lange cyklusser, hvilket betyder, at du nok desværre ikke ville kunne få børn på egen hånd."
Lige dér braste min verden sammen. Jeg var i chok. Ikke sådan jeg-havde-ingen-anelse-slags chok men mere et fuck-det-er-sandt-slags chok. 23 år og i den bedste alder for at få børn, siges det. Men nu sad jeg der hos lægen med beskeden om, at jeg ikke kunne få børn. I hvert fald ikke på egen vis. 23 år gammel og med en ulykkelig diagnose tilføjet i journalen: PCOS.
Jeg græd som pisket, da jeg kom ud fra lægen. Grædt som jeg aldrig havde grædt før. Helt ukontrolleret med tårerne væltende ned af kinderne. Stortudende midt i Københavns gader blandt alverdens fremmede mennesker. Om de kiggede på mig, havde ondt af mig eller overhovedet anede mig nåede jeg ikke at registrere. For jeg var dybt ulykkelig. Jeg var i chok. Jeg var sønderknust. Jeg følte mig som en forkert kvinde. Jeg følte mig alene. Alene og ulykkelig.
Hvorfor lige mig?
Hele mit liv har jeg fået fortalt, at jeg skulle passe på ikke at blive gravid for tidligt. At beskyttelse var vigtigt, og at jeg skulle være fornuftig. Jeg har fået fortalt alverdens skræmmehistorier, om hvor nemt man bliver gravid, og hvordan det potentielt kan ødelægge ens liv at blive ung mor. Man skal passe på og beskytte sig, sagde alle de voksne. Og jeg lyttede. Men nu står jeg her i min eftersigende bedste fertilitetsalder efter mange års fornufthandlinger og får at vide, at jeg har PCOS og med al sandsynlighed ikke vil kunne få børn på egen vis. Hvilken ulykkelig ironi.
Den november-dag i 2018 blev en mangeårig frygt desværre til en realitet. Jeg har siden jeg var ganske ung frygtet ikke at kunne få børn - uden dengang at have en særlig grund til det. Alle i min familie har nemt kunnet få børn, og min cyklus har været helt normal inden jeg som 15 årig kom på p-piller. Så jeg havde reelt ikke nogen grund til at være så bange for ikke at kunne blive mor. Mit ønske om at blive mor har bare altid været så ufatteligt stort, at jeg allerede tidligt fik frygten for, hvis jeg ikke kunne. At kunne blive mor har altid fyldt meget hos mig og har været noget, jeg har set frem til i mange år. De, der kender mig, ved, at jeg har set de unge mødre og samtlige afsnit af MTV's Teen Mom serie. Jeg har talt om at blive mor siden jeg var cirka 13. Endda i sådan en grad at familie og venner drillede med, at jeg nok ville ende i de unge mødre. Men jeg har passet på og prioriteret uddannelsen. Og ventet for at være mere moden til at kunne passe barnet. Det gjorde jeg med lovning til mig selv, at jeg stadig kunne blive en ung mor. Det troede jeg også var muligt, indtil jeg på den november-dag som 23 årig fik at vide at det ville blive udfordrende for mig at få børn på egen vis, men forhåbentlig lykkes på et tidspunkt med en smule hjælp...
Tak for at have læst med på første del af min historie. Jeg er i dag 25 år, og det er stadig ikke lykkedes at få en vellykket graviditet. Jeg deler ikke min fertilitetshistorie for at folk skal have ondt af mig eller for at lave en skræmmehistorie eller for at tage modet for andre. Jeg deler den tværtimod, for at give andre en indsigt og forhåbentligt forståelse for, hvad der gennem de seneste år har fyldt ufatteligt meget for mig. En usynlig sorg jeg har gået rundt med. En sorg, som man ikke kan se, fordi jeg oftest smiler og prøver at være positiv. Måske netop en positivitet som er nødvendig for mig for at kunne være i det hele og samtidig en måde at huske at nyde livet på. Det synes jeg er vigtigt, og jeg føler mig hver dag heldig at have så dejlig en mand, familie og venner. Opbakning er der masser af, kærlighed af der masser af og håbet er der endnu. Jeg håber og tror stadig, at jeg en dag vil kunne kalde mig selv mor. Den dag ser jeg frem til.
Jeg ser frem til at dele næste dele af min historie med dig i mine kommende indlæg her på bloggen. Tak for at følge med.