Del 2: Når ens værste frygt bliver en realitet
Næste kapitel i min fertilitetshistorie handler om tiden hos gynækologen. En tid som starter med masser af håb, optimisme og som gav indblik i en verden, som jeg havde håbet ikke skulle blive min - fertilitetsbehandlingsverdenen.
Er det her lige så slemt som at skulle føde?
Jeg betragter mig selv som rimelig smertetolerant. Jeg har tit slået mig, når jeg som barn spillede fodbold, klatrede i træer eller snublede over mine egne ben. De slags smerter har altid gået over - det gør de fleste slags smerter heldigvis. Som første del af mit fertilitetsforløb hos gynækologen skulle jeg have lavet en undersøgelse kaldet HSU. En undersøgelse, hvor man sprøjter vand igennem æggelederne for at tjekke for fri passage imens lægen kigger på ultralyd. Den frie passage i mindst en af de to æggeledere er et kriterie for at kunne få behandling hos gynækologen. Alternativet er nemlig ægudtagning, som skal foretages af en fertilitets-læge. Gynækologen havde forinden denne undersøgelse givet mig en folder med hjem og berettet, at han havde hørt nogen fortælle, at undersøgelsen havde været smertefuld. De anbefalede derfor smertestillende forinden, og at jeg nok skulle holde fri resten af dagen for en sikkerhedsskyld. Men de forsikrede mig, at de ikke havde hørt det fra så mange af deres patienter, at det skulle være smertefuldt, så jeg burde ikke bekymre mig. Det hele skulle nok gå helt fint.
Jeg kom til klinikken på dagen for min undersøgelse - spændt og let bekymret for hvad jeg havde i vente. Lægen tog flinkt imod mig og fortalte endnu en gang forløbet af undersøgelsen step for step. Jeg følte mig i trygge hænder og kunne til min overraskelse konkludere, at det slet ikke gjorde ondt for mig at få udført undersøgelsen. Jeg var lettet og stolt af mig selv. Jeg havde klaret undersøgelsen og lægen fortalte, at alt så meget fint ud. Begge æggeledere helt frie, og jeg kunne få lov at få behandling hos dem. Hurra! Stolt gik jeg ud af døren med stort og lettet smil på mine læber. Jeg skulle ikke til fertilitetsklinikken, og lægen var meget optimistisk for, at det ville lykkes for mig at blive gravid hos dem. Mine æggeledere var fine, jeg havde masser af æg, min mands sædkvalitet i top - vores eneste udfordring var bare at min krop ikke kunne modne mine æg selv. Det ville de heldigvis kunne hjælpe mig med. Helt glad, spændt og stolt besluttede jeg mig for at fejre mig selv med indkøb af sodavand, chokolade og gifler inden turen gik hjem for at se serier. Nu var det værste overstået. Det troede jeg i hvert fald, indtil jeg kom ud af butikken og mærkede en begyndende murende smerte i maven. Det undrede mig - hvorfor gjorde det ondt nu? Jeg trøstede mig med, at det ikke var forslemt og itl at holde ud. Lægen havde jo egentlig advaret mig, så jeg tænkte, at det nok var på tide at smutte hjem og lægge mig. Smerterne tog til, og jeg endte med at måtte slæbe mig hjem til vores lejlighed grædende på cykel. Jeg havde ikke smertestillende med mig, og turen hjem havde føltes som den længste nogensinde. Da jeg kom hjem kastede jeg mit overtøj på gulvet og nærmest faldt sammen på vores seng i fosterstilling. Smerterne blev voldsomme, og jeg lå i fosterstilling i ventepostion på at mine smertestillende ville hjælpe. Tårerne trillede hurtigere, og det gjorde så vanvittigt ondt, ligegyldigt hvordan jeg stod eller lå. Jeg forsøgte at trykke mig selv i maven i håb om, at det ville blive hjælpe på smerterne, dog uden held. Jeg begyndte at blive utryg ved at være alene hjemme. Hvad i himlens navn var der sket med min mave? Jeg skrev til min mand og mor for at søge støtte. Jeg har aldrig nogensinde oplevet noget lignende. Jeg plejer at have smerter ved mensturation, som jeg tager smertestillende for at kunne udholde, men denne her gang var det værre.
Min mand ringede mig straks op, og jeg græd fortsat i telefonen - græd som pisket. Min mave føltes som om den var ved at eksplodere, og jeg kunne endnu ikke mærke effekten af de smertestillende. En kvamle kom voksende ind over mig og det lykkes mig at kravle ud på vores badeværelse. Her lå jeg i fosterstilling med min mand i telefonen, som desværre var nødsaget til at være på arbejde den dag. Han sad ulykkelig i telefonen over ikke at kunne hjælpe mig. Og mig selv liggende på gulvet med voldsomme smerter og på vej et mørkere og mørkere sted i mine tanker. Jeg lå og var overbevist om, at jeg aldrig ville kunne klare at få et barn. Smerterne var enorme og hvis de blot var en forsmag på en fødsel, så lå jeg overvist på gulvet om, at min krop ikke ville kunne klare det. Jeg ville aldrig kunne blive mor. Min mand forsøgte at overtale mig til at ringe til hospitalet eller lægen med det samme. Men jeg lå urokkelig og ulykkelig på gulvet ude af i stand til at ringe. Han var klar til at komme fra arbejdet med det samme, men heldigvis begyndte pillerne langsomt at hjælpe ind og smerterne fortage sig. Jeg er evig taknemmelig for den støtte både min mor og mand viste mig den dag selv igennem telefonen. Det må ikke være nemt som pårørende at høre ens kære være så kede af det, uden at kunne gøre noget. Men de hjalp mig stadig begge igennem ved at være med på telefonlinjen. HELT alene var jeg heldigvis ikke alligevel. Jeg spurgte lægen ved den efterfølgende samtale, om hvordan det kunne have været så smertefuldt efter behandlingen. Han sagde, at det var svært at svare på, men at det måske kunne skyldes væske i maven, som kroppen kan reagere kraftigt på. Noget de sjældendt oplevede, så jeg måtte have været ret uheldig. Jeg opfordrede ham til at advare sine patienter lidt tydeligere og glædede mig samtidig over, at det var et overstået kapitel for mig. Ikke flere undersøgelser af denne slags. Hvilken omgang.
Inseminerer man ikke kun køer?
Første behandlingsstep i fertilitetsbehandling med vores type i historie er insemination. Hvilket betyder et lille kateter føres op i livmoderhalsen, hvor en oprenset version af mandens sæd sprøjtes op. Jeg forbandt det med køer. Ærligt, har du hørt om insemination andre steder end ved dyr? Det havde jeg i hvert fald ikke. Fertilitetsverdenen for en ufrivillig barnløs er barsk og med mange nye ting, som jeg i hvert fald ikke har vidst en dyt om. Måske det egentlig er en god ting, at man ikke ved, hvad man kan risikere at skulle igennem. Det skulle nødig være en skræmmehistorie i seksualundervisningen i skolen, men alligevel synes jeg det er ærgerligt at være så uinformeret, når det faktisk er cirka hvert tiende barn, der bliver født på fertilitetsbehandling. Og det tal bliver nok næppe mindre i takt med de større fertilitetsudfordringer nationen står overfor. Heldigvis bliver sundhedsvæsenet klogere og dygtigere på behandlinger for hvert år der går - så der er stadig håb.
Det viste sig, at mange ufrivillige barnløse altså gennemgår inseminationsforsøg, og det er derfor ikke kun dyr, som bliver insemineret. Jeg har mange gange døjet med tanken og skullet overbevise mig selv om, at jeg ikke skulle sammenligne mig selv med en ko. En ærgerlig sammenligning, omend det var sådan, jeg følte mig.
Selve behandlingen var heldigvis ikke smertefuld og i klinikken var en dygtig og flink sygeplejerske, som udførte proceduren. Hendes optimisme smittede af på mig, og jeg var begyndt at tro, at en vellykket graviditet kunne ligge lige om hjørnet. Når man som et par som vi er, ikke har på papiret flere udfordringer end manglende modning af æg, så burde en vellykket graviditet kunne forekomme indenfor seks inseminationsforsøg. Fulde af håb var vi nu igang med det videre forløb.
Hvordan i himlens navn får folk det til at hænge sammen?
Når man som mig ikke kan modne mine egne æg, så skal man tage medicin for dette. Det kan gøres ved at tage piller eller medicin, som man selv skal sprøjte ind. Sygeplejersken og lægen besluttede, at den bedste løsning for mig var sprøjter.
Det var og stadig er enormt angstprovokerende at skulle håndtere sprøjter selv. Jeg har som led i min uddannelse og studiejobs taget blodprøver på andre, men jeg hader selv at få taget blodprøver. Jeg plejer altid at kigge væk, når en bioanalytiker stikker mig. Men der stod jeg så en hverdagsaften med den første sprøjte i hånden, som jeg inden længe skulle give mig selv i maven. Det skulle jeg ikke kun gøre en gang, men hver dag i et par uger for hver behandling. Jeg skulle til tjek hos sygeplejersken flere gange i løbet af de uger for at få tjekket, at min livmoderslimhinde voksede som den skulle, og at mine æg udviklede sig som planlagt.
Det var overvældende med alle de forpligtelser, der fulgte med i en fertilitetsbehandling. Faste tidspunkter hver aften, hvor jeg skulle stikke mig selv. Medicinen skulle være på køl, så jeg var nødt til at være hjemme hver aften på samme tidspunkt. For hver gang, jeg stak mig selv, kunne jeg mærke, at det psykisk tærede mig til næste gang. Jeg begyndte at tænke over den dumme sprøjte allerede timer op til jeg skulle tage den. Jeg fik sværere ved at skulle give mig selv sprøjten og skulle i længere og længere tid stå og overtale mig selv.
Jeg skulle flere gange i løbet af et forløb jonglere imellem studiejobs, undervisning på uni og aftaler i klinikken som altid lå i dagtid. Min kalender blev derfor min nye bedste ven til at få det hele til at gå op i højere enhed. Hvordan i himlens navn får andre det til at gå op i en højere enhed, når hverdagen skal hænge sammen? Det har jeg stadig ikke helt fundet svaret på, men jeg kan konstatere, at folk på mystisk og imponerende vis får det til at hænge sammen. Det er fandme sejt, for det kræver virkelig tons af ressourcer at kunne.
Skuffelser og nedture
Vi startede med masser af optimisme og håb. Men den var enorm svær at bevare. Første forsøg mislykkedes. Forfra med behandling. Andet forsøg mislykkedes. Forfra med behandling. Tredje Forsøg mislykkedes. Forfra med behandling igen. Ja faktisk hele 8 gange på den facon og for hver skuffelse faldt optimismen, og sorgen vandt langsom over. Og mit mentale velvære såvel som fysiske velvære dalede i takt med forsøgene blev flere. Jeg følte min krop blev til låns for medikamenter, skemaer og undersøgelser. Den føltes ikke længere som min egen. Negative tanker voksede sig større og håbløsheden blev en ny og træls følgesvend.
Imellem de 8 forsøg forsøgte vi som par flere gange at holde pause. Forsøgte at rette fokus ind igen på kærlighed, nærver og optimisme. Men nøj hvor er det bare pokkers svært. Lige gyldigt hvad jeg gjorde, så var det svært at holde ud. At holde pause gjorde mig frustreret og utålmodig, fordi måneder gik afsted, og jeg havde en drøm om at blive ung mor. At fortsætte i forsøg gjorde mig mindst lige så frustreret og mere distanceret til min egen krop. Med andre ord en umulig spiral at bryde for mig- jeg blev en større og større skygge af mig selv. Det begyndte nære personer omkring også at langsomt at bemærke i takt med de flere behandlingsforsøg. Min mand, mor, nære venner men også sygeplejersken på klinikken bemærkede ændringen i min udstråling og adfærd ved vores konsultationer. Jeg som ellers er så udadvendt begyndte at blive mere indesluttet. Jeg trak mig fra sociale ting, havde svært ved at overskue andre, blev ustabil og grødlabil. En stor ubalance i mig selv opstod, som jeg har kæmpet med lige siden. Nederlagene var ubærlige og mange i den tid, men det største nederlag blev dog at skulle afslutte tiden hos gynækologen. En svær samtale med klinikkens sygeplejerske blev nødvendig og en realitet. De mente ikke længere, at det gav mening for os som par at være hos dem længere. Behandlingen virkede simpelthen ikke. Jeg skulle videre i systemet i forsøget på at blive gravid. Et nyt skridt som jeg virkelig har frygtet - for nu blev det for mig for alvor tydeligt, hvor udfordret vi var med at få børn. Vi skulle videre til en fertilitetsklinik.
En besked hvad bedst kan beskrives som et trin videre ned af en trappe, som jeg aldrig har ønsket at gå på. En mørk og dyster trappe med forfærdelige tunge trin. For jeg vidste, at for hvert skridt på den trappe, ville jeg aldrig kunne være den samme igen. Hvert trin ned ville sætte nye dybe spor for livet hos mig.
Efter et års behandling hos gynækolog måtte jeg med frygt for det næstkommende forløb og med vemodighed erkende nederlaget hos gynækologen og nødvendigheden for at komme videre i forløbet, hvis drømmen om et barn skulle kunne blive en realitet.
Tak for at have læst med på anden del af min historie. Jeg er i dag 25 år, og det er stadig ikke lykkedes at få en vellykket graviditet. Jeg deler ikke min fertilitetshistorie for at folk skal have ondt af mig eller for at lave en skræmmehistorie eller for at tage modet for andre. Jeg deler den tværtimod, for at give andre en indsigt og forhåbentligt forståelse for, hvad der gennem de seneste år har fyldt ufatteligt meget for mig. En usynlig sorg jeg har gået rundt med. En sorg, som man ikke kan se, fordi jeg oftest smiler og prøver at være positiv. Måske netop en positivitet som er nødvendig for mig for at kunne være i det hele og samtidig en måde at huske at nyde livet på. Det synes jeg er vigtigt, og jeg føler mig hver dag heldig at have så dejlig en mand, familie og venner. Opbakning er der masser af, kærlighed af der masser af og håbet er der endnu. Jeg håber og tror stadig, at jeg en dag vil kunne kalde mig selv mor. Den dag ser jeg frem til.
Jeg ser frem til at dele næste dele af min historie med dig i mine kommende indlæg her på bloggen. Tak for at følge med.