Hvor mange skuffelser kan ens hjerte bære?

Jeg kan snart ikke rumme mere. Mit hjerte kan snart ikke rumme mere. Endnu en negativ test i hånden, endnu en skuffelse til den alt for store samling.

Hvor mange skuffelser af den slags kan hjertet egentlig bære på?

Det har jeg tit tænkt på. Det er nu 11 gang, jeg startet på en behandling for at få barn. Det er også 11 gang, at jeg efterfølgende sidder med en negativ test. 11 hormonbehandlinger. 11 negative test. 11 er godt nok et højt tal, synes jeg. Omend der nok skal være nogen, som desværre har oplevet mange flere hjerteskærende skuffelser af samme karakter. Hjertet knuses vitterligt langsomt, og kunsten er at få det helet igen. Kunsten er ikke at miste troen og håbet. Det gør jeg på nogle dage, men heldigvis er jeg overvejende fortrøstningsfuld og kæmper videre. For hver negativ test indtil nu har det lykkedes mig at få håbet tilbage og troen på at næste gang vil være lykkens gang. Næste gang vil jeg sidde med en positiv test og med udsigten til at blive mor. Det har jeg kunnet ind til videre. Men hvor mange gange kan jeg egentlig det? Hvor mange gange kan jeg hive mig selv op igen? Det er et svært spørgsmål, som jeg forhåbentlig aldrig finder svaret på. Forhåbentlig vil håbet kunne sejr eller at jeg på et tidspunkt vil kunne hvile i at skulle en anden vej i livet end at blive mor. Og indtil da, der tror jeg, at jeg efter hver skuffelse vil sidde med samme spørgsmål.

Hvor mange gange kan mit hjerte egentlig tåle at blive knust? Hvor mange gange kan jeg hive den form for styrke frem?

Der er nemlig ingen lovning på at jeg en dag bliver mor. Det kan hverken lægerne eller andre stille mig til udsigt. Men de kan gøre deres bedste for med den efterhånden fænomenale teknologi og viden, at jeg kan blive mor. Det er en stor gave, og midt i al min sorg, så føler jeg mig også heldig, at jeg alligevel forsøges at blive hjulpet af sundhedssystemet. Jeg er taknemmelig for at leve i et land som Danmark. Det er ikke en menneskeret at blive forældre, men det er et stort ønske for mange. Også stadig et stort ønske for mig. Og selvom jeg i dag kan sidde med tvivlen, om hvor mange gange, at mit sind og krop kan klare både behandlingerne og skuffelserne, så ved jeg også, at svaret nok skal komme til mig hen ad vejen. Et skridt ad gangen. Det er med at mærke efter. Og når jeg denne gang også har kommet mig over skuffelsen, så skal jeg nok blive klar til at forsøge igen. I hvert fald denne gang. Der er håb endnu. Jeg får masser af kærlighed fra familie og venner, der ligeledes fylder mit knuste hjerte. Gudskelov. Gudskelov er vores hjerte et skrøbeligt men også en helt enestående størrelse. Det rummer de mest urolige ting og endda samtidigt. Ulykkelighed, taknemmelig, kærlighed - på en og samme tid. Jeg kan mærke, at jeg har brug for en pause fra hele det her fertelitets-ræs. En dejlig lang pause med juleferie, hvor jeg kan få helet mine ar på hjertet, ladet op på ny og få passet på mig selv. Det er bliver dejligt. Så må jeg i 2021 vende stærkt tilbage på fertilitets-fronten med fortsat masser af håb og tro på, at det kan lykkes. Vi skal nok finde en vej igennem det hele er min overbevisning.