Må jeg tage mig en pause?



En pause fra at knokle derudad. En pause fra tykke bøger med alverdens sygdomme, som jeg skal kunne udenad.

Jeg har ikke valgt et nemt studie. Der er meget udenadslæren, et kæmpe ansvar i vente og politikere, som presser på for at få os færdiguddannet. Jeg har altid været vant til at knokle. Både i folkeskolen og gymnasiet fik jeg kæmpet mig igennem diverse fagbøger. Det var hårdt for mig allerede dengang, for det har egentligt aldrig faldet mig helt nemt med selvstudie, tykke fagbøger og faglig præcision.

Ofte tænker jeg hvorfor i himlens navn jeg så har valgt et af de sværeste og mest læsetunge studier i Danmark? Jeg kunne have valgt så mange andre uddannelser. Mange fagligt mindre udfordrende og nok også studier, hvor jeg ville have været en meget bedre studerende. Men jeg ville bare være læge. Siden barnsben har jeg haft et brændende ønske om at hjælpe andre. Gennem teenageårerne fik jeg en større interesse i menneskekroppen og sundhed. Den kombination har ført mig til, at lægevejen måtte være den eneste rigtige for mig. En kliché, men sådan var det nu engang. Jeg vidste, at det ikke ville være nemt at komme igennem de forbandede bøger, men målet om en dag at kunne hjælpe patienter ville gøre det, det hele værd. Det bliver også stadig bekræftet hver eneste gang, jeg via et studiejob eller klinikophold har patientkontakt. Det er bare med at holde ud. Semestrene, der mangler, bliver efterhånden færre og færre og snart venter arbejdslivet. Og det ved jeg, at jeg nok skal blive god til.


Jeg er ret god til at arbejde med mine hænder, og er sådan en type, som har det bedst med learning by doing-metoden. Vi har nærmest ikke nogle klinikophold eller muligheder for hands-on på hele bacheloren. Indtil flere gange er jeg derfor også gået død i de samme kapitler i fagbøgerne. Om og om igen. Så mange gange, at jeg også på et tidspunkt overvejede, om jeg i det hele taget ville kunne komme igennem studiet. Jeg har derfor måttet finde min egen vej igennem den store læsebyrde. Måden jeg indtil nu er kommet bedst igennem kan måske være en smule kontroversiel. Mange pauser har vist sig at være det, der virker bedst - for mig.


Det kan virke kontraintuitivt at blive dygtigere ved at holde en masse pauser. Sjældent har man hørt om nogen, som er blevet klogere ved at læse mindre. Men det er altså det der har virket bedst for mig. De mange pauser under selve læsningen har givet mig mulighed for at forstå, det jeg læser bedre. At læse mere, hårdere og længere virker ikke for alle. Otte timers læsning på en dag kan jeg simpelthen ikke rumme i mit hoved. Jeg ved, mange af mine studiekammerater knokler i den mængde timer hver dag. De enten læser, er til undervisning eller terper dagen lang. Men det kan jeg altså ikke. Rent fysisk kan jeg selvfølgelig godt sidde og læse i otte timer, men informationerne bliver ikke lagret i min hukommelse. Det ryger simpelthen ud lige så hurtigt, som det kommer ind. Netop det har frustreret mig en del gennem bacheloren. De ting jeg læste, ville ikke rigtig sætte sig fast. Jeg ville gerne være ligesom alle de andre, som bare knokler derudaf. Jeg har derfor måttet forsøge at finde min egen vej gennem studiet. Det førte til følgende ændringer:

  • at læse mindre, men meget mere selekteret.

  • at droppe mange af detaljerne under læsningen, men i stedet fokusere på det overordnede billede.

  • at studere i kortere perioder i løbet dagen med mange flere pauser. Pauser hvor jeg laver alt andet end at tænke på medicinske ting.

Det lyder umiddelbart skørt. Mindre læsning, mere overfladisk og flere ikke faglig relevante ting. Det er der nok ikke mange studievejledere, som ville give mig point for at opfordre til. Jeg har også tit selv overvejet, om jeg var på vej ud på et skråplan.


Må jeg virkelig tage mig alle de pauser fra bøgerne?


Ja, jeg må sgu. Der er nemlig ikke to som er ens og derved heller ikke kun én rigtig måde at studere på. Ved at lytte mere til mig selv har jeg fået mere ro til at bearbejde pensum. Det har givet mig et større overblik. Jeg har fået troen tilbage på, at jeg nok skal blive en god læge en dag selvom jeg har svært ved at læse de mange bøger. De mange pauser har nemlig gjort, at jeg i flere perioder under studiet har kunnet have studiejobs. Jeg har kunnet få patientkontakt og fået mulighed for at hægte det jeg læste i bøgerne op på erfaringer. Og det er sådan, at jeg tilsyneladende lærer bedst.


Det er nok ikke sådan de fleste gør. Det er nok ikke helt efter forskrifterne, men det er min måde at blive den bedste læge på. Og det synes jeg egentlig er det vigtigste.

3 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle