Mit indre jeg taler grimmest
"Heller ikke det giver mening for dig" "Det er jo din egen skyld" "Flot, nu dummede du dig igen" "Du bliver aldrig til noget, hvis du fortsætter på den måde"
Jeg har sagt mange af de slags sætninger i mit hoved - om og om igen.
De grimmeste ting jeg nogensinde har sagt er til mig selv. I mange år har sådanne sætninger været sagt på daglig basis. Jeg har dunket mig selv i hovedet med en usynlig gummihammer. Enten over noget jeg har sagt, gjort eller mangel på samme.
De opmuntrende ord, jeg har, falder altid veninder og nærmeste til gode, imens jeg overser mig selv. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, for engang imellem kommer en veninde til at afsløre sig selv - de har også tendens til at være alt for hårde ved dem selv. Men hvorfor er vi så strenge ved os selv? Hvorfor er det meget nemmere at være opmuntrende og vise omsorg til andre?
Jeg tror, at jeg i mange år har brugt det som en måde at kæmpe mig igennem skole, socialliv og fritidsaktiviteter på. En måde at blive bedre, men også en måde at kunne kontrollere mine usikkerheder. Så alt kunne være helt perfekt. Den perfekte uddannelse, at passe perfekt ind socialt og få succes i alle aspekter. Jeg har opnået mange af de ting, jeg har sat mig for. Men jeg har samtidig fået skabt et indre monster.
Det mærkelig er, at der aldrig er nogen, som har fortalt mig, at jeg skulle være så hård ved mig selv. Min mor og omgangskreds har tværtimod altid været opmuntrende og sagt, at jeg ikke skal være så hård ved mig selv. At jeg skulle holde op med at lave lektier og hygge mig i stedet. At jeg skulle passe på mig selv. Men ligevidt har det hjulpet, for jeg har altid været min egen værste kritiker.
Men hvad dælen er ideén med at "det hele skal være så perfekt", hvis jeg ikke er glad på vejen derhen?
Den sætning sad jeg og grublede over for et år siden. Det stod det mig klart, at nu måtte det være nok med alle de negative kommentarer til mig selv. Det har været svært, og jeg har øvet mig. Små fremskridt er blevet til større fremskridt, og jeg har det allerede bedre nu. Det der har virket bedst på mig var at sige de negative sætninger højt for mig selv. Poppede en negativ sætning frem i mit hoved, så skulle den også over læberne. At sige dem højt får dem til at lyde fjollet og gør, at jeg kan tage afstand fra dem. Sætninger som jeg aldrig ville sige til en veninde, har jeg ladet rulle over mine læber for at indse, at det er det rene psykiske tortur, jeg udsætter mig selv for. Det har hjulpet en del, men jeg kæmper stadig med negativ indre energi. Jeg arbejder på at give mig selv mere og mere kærlighed, på samme måde som jeg altid forsøger at give mine veninder. Det fortjener alle. Det fortjener jeg. Det fortjener DU, der måske har det som mig.
Jeg er blevet gladere over det seneste år. Gladere for den jeg er, og hvad jeg har opnået indtil nu. Jeg tror, at det vil være en balance, som jeg skal kæmpe med resten af mit liv. En balance mellem tilpas fremdrift men uden at miste mig selv på vejen. Jeg kan stadig godt lide det små-perfekte. Når ting ligger på deres rette plads, når jeg får 12 i en eksamen eller når jeg leger superwoman med værktøjet. Men alt har en pris, og jeg har fundet ud af ved at sænke min egen standard lidt og flytte nogle selvvalgte deadlines, så når jeg at nyde mange flere af livets finurligheder og glæder.
Jeg arbejder videre med min indre negativitet. En dag vil det forhåbentligt falde mig mere naturligt at være opmuntrerende fremfor negativ, når det gælder mig selv.
Man ser smilet på facaden, men hører sjældent andres egen psykiske tortur