Når kroppen siger nej...

...så skal jeg være meget bedre til at høre efter. Det har jeg vænnet mig til at lade være med. I alt for mange år har jeg taget den for givet. Brugt den som et redskab for at komme fra A til B. Det slider mig op. Derfor øver jeg mig på at lytte bedre efter. Og endnu mere udfordrende er at acceptere, når stop er stop.


I går var en af de bedre dage, når det gælder at lytte til min krop. Jeg var ude at vinterbade, og gjorde alting nøjagtig, som jeg plejer. Under bruseren, ind i saunaen, ned i det kolde vand og derefter tilbage i den varme sauna. Det plejer jeg at gentage cirka tre gange, og jeg plejer at elske det. I går var bare anderledes.


Da jeg havde sat mig i saunaen for anden gang kunne jeg mærke, kroppen langsomt sagde fra. Først med lettere utilpashed, som jeg på tillært vis ignorede.  Sidenhen kom kvalme, svimmelhed og en større utilpashed. Jeg havde virkelig glædet mig til at komme tilbage i saunaen igen efter en lang, hård uge. Stædig som jeg var, forsøgte jeg mig om det ville blive bedre, hvis jeg satte mig nogle af de koldere steder i saunaen.  Men nej, kroppen sagde virkelig bare nej, og ud jeg måtte. Fyldt med irritation og uforståenhed kom jeg udenfor. Kroppen dampede mens kulden omsluttede mig. Jeg fik det meget bedre, nærmest i det samme, som jeg kom udenfor. Jeg overvejede derfor, om jeg kunne fortsætte min sauna-runde med et hop i vandet. Nu havde jeg det jo pludselig bedre. Men godt det kun var en kortvarig tanke, for selvfølgelig skulle jeg ikke det. Min krop havde jo sagt et tydeligt nej til mere stress.


At jeg fik det skidt kan der være mange årsager til. Jeg har i de sidste uger været under større pres med private arrangementer og opstart af et nyt semester. Jeg havde måske ikke fået spist nok mad og drukket nok vand, inden jeg kastede mig ud i dagens kolde gys. Så det er jo egentlig ikke så mærkeligt, at min krop fik lysten til at sige fra.


Vinterbadning er reelt en ekstra stressudsættelse for kroppen. Derfor er det også så vigtigt, at jeg får lyttet til min krop, når den siger fra, som den gjorde i går. Kroppen har tydeligvis været presset forvejen. Jeg er desværre bare vant til lidt for ofte at ignorere min krops signaler. Ikke i forbindelse med saunabesøg, men særligt med skolearbejde og andre fritidsaktiviteter. Det har været en måde at presse mig selv til at yde bedre, hårdere og længere. Det har kunnet gå an i perioder, men nu hvor jeg har været vant til det længe, så tenderer jeg til at ubevidst ignorere dens signaler.


Dumme krop. Mega træls, mega uretfærdigt. Sådan havde jeg det, da jeg stod sad i saunaen og forsøgte at ignorere signalerne. Jeg havde glædet mig hele ugen til at komme tilbage. Jeg havde glædet mig til at give mig selv lidt egenomsorg og at kunne slappe af. Da jeg efterfølgende stod i omklædningsrummet og fortsat havde godt ondt af mig selv, gik det op for mig, hvor åndssvagt min irritation egentlig var. Jeg kan jo altid bade igen en anden dag og min krops signaler er egentlig til for at passe på mig. Det er nemlig også en slags egenomsorg - og lige af den slags, som jeg havde brug for i går. Jeg øver mig i at passe bedre på mig selv. Det er bare ikke altid nemt at vide, hvordan jeg gør det bedst. Nogle dage er en saunatur det bedste for mig, andre dage er det åbenbart ikke. Derfor er det så vigtigt at jeg mærker efter og lytter efter. Og endnu vigtigere øver mig på at acceptere udfaldet.


Derfor er jeg også glad for at jeg fik lyttet efter i går, selvom det i øjeblikket det skete ikke var med min gode vilje. Jeg er stolt af, at jeg har indrømmet for mig selv, at det er noget, jeg har svært ved. Min krop skal have sin stemme igen, og det kræver øvelse for mig. Heldigvis er første skridt på vejen at være opmærksom. Næste skridt er at ændre min adfærd. Det kommer nok til at tage noget tid endnu, før jeg bliver rigtig god til det. Men lidt skal også have sin ret. I går var et af de slags skridt, som er i hvert fald er i den rigtige retning.

49 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle